Da Marianne Iversen og hendes mand skulle fejre 25 års kærlighed, var hun ikke tvivl om, hvor festen skulle holdes. Marianne kender i forvejen Gitte og Café Sommersild. Derfor bookede hun sig ind to år i forvejen, for at være på den sikre side. 25 år nåede dog at blive til 27 grundet corona- epidemien, men i sommeren 2022 kunne Marianne og hendes mand langt om længe fejre deres sølvbryllup sammen med familie og venner.
Marianne beskriver dagen og festen som, ” … den ultimative fest. Alt stod ud, især stemningen, som var hjertevarm og hyggelig”.
Festen foregik udenfor og vejret var fantastisk den dag. Allerede ombord på færgen begyndte festen så småt at gå i gang. Gæsterne faldt i snak med hinanden og den lokalkendte delfin Delle dukkede op til stor begejstring. Da færgen ankom til øen gik selskabet sammen hen til Café Sommersild, hvor de blev modtaget af Gitte og vist hen til et smukt opdækket bord, som Marianne husker så ud som var det taget ud af en artikel fra et dameblad.
Sammensætningen af menuen overlod parret trygt til Gitte. De kendte i forvejen Café Sommersilds madkoncept, og havde spist frokost der. Menuen bestod bl.a. af lakshaps, lammekød med røgede kartofler og en salat bestående af sæsonens lokale råvarer samt kage til dessert. Maden blev rost meget af gæsterne, og til hjemturen fik de frisklavet pizza – tilberedt i Caféens egen stenovn.
At fejrer sølvbryllup på Skarø gav en fest som Marianne aldrig havde oplevet før. Omgivelserne gav gæsterne en frihed, hvor de mellem retterne kunne gå en tur på øen eller bade i havet. Til dette selskab var der ikke børn med, men ifølge Marianne, kan man sagtens slippe de små løs på øen, fordi den er så sikker. Det hele spillede; maden var god, vejret godt, der var styr på serveringen og Gittes planlægning var uovertruffen. Det hele kulminerede til, hvad Marianne vil kalde ”en rigtig god havefest”.
Festen varede fra selskabet tog med færgen kl.11 til de tog færgen tilbage kl. 18.20. Tilbage på fastlandet fortsatte festen for dem, der havde lyst, hos Kammerateriet ved Svendborg Havn.
Marianne og hendes mand havde en skøn dag sammen. Café Sommersild havde de perfekte rammer for den fest de havde drømt om.